Købt empati.
For nogle år siden, mens jeg stadig havde arbejde som lærer i den virkelige verden, overhørte jeg tilfældigt nogle teenagepigers formaninger til en klassekammerat. Han var kæreste med en pige fra en anden skole og havde planer om at gøre det forbi. Hun gik til dans med pigerne fra hans klasse og derfor var de nu sendt ud for at høre hvorfor han ikke ringede. En klassiker...
Men diskutionen gik på hvordan man slår op. Hvad gør man når man ved at der er nogle der har følelser i klemme. Pigerne var 13-14 år gamle og instruerede den stakkels lille mand på fornemmeste vis. SMS var udelukket. Han sukkede i smug, for det havde helt klart været inde i overvejelserne. Et brev kunne være ok, men han skulle selv overbringe det, for det skulle kun bruges til at trøste,- ikke til at slippe udenom.
Han mandede sig op, lovede at se pigen i øjnene og være god ved hende...
Jeg var rørt, det var nogle gode børn, og efter min mening nogle fantastiske kammerater. Tænk om alle på den måde kunne blive vejledt af klassekammerater i at slå op.
Men nej, nu kan man sørme købe sig fra det. Malene Larsen har skrevet om det på sin blog. En service, hvor man køber et slå op brev, eller lignende:
- UNDSKYLD ... TÆNK på hvor meget der kunne være ændret, hvis man bare kunne sige undskyld? Det er aldrig for sent - og hvis du lader SPEAK4YOU.dk gøre det for dig på en god måde, så kan det let bidrage til fornyet kommunikation
imellem jer.
- DET ER SLUT ...Det er aldrig rart at slå op, hvis man ikke lige er enige om det. Lad SPEAK4YOU.dk gøre det for dig - så det forstås, men på en måde, du kan være bekendt, så I begge kan komme videre med jeres liv.
Det der nager mig ved den slags tjenester er, at der argumenteres så overbevisende. Nærmest som om det er i orden at købe sig fra det. Men hvor er etikken i at betale sig fra det nære, det svære, det der er en konsekvens af at man har ladet sig involvere i hinanden. Og hvem har lyst til at forelske sig i et købt kærestebrev???
På nettet handler det om at være med gennem at konstruere en profil, at sætte sig selv i scene, men også i at vise hvem man er,- eller gerne vil være. Det er på en måde en simulering. Der er distance indbygget og man kan slette sin profil/eksistens, hvis den udløser en uønsket respons. Bare det ikke bliver lidt for nemt at slippe udenom.
Oven i købet er der i Tyskland en lignende service, hvor en slå-op-konsulent personligt tager ud og overleverer beskeden.
Og se det gør jo hele forskellen, eller hvad?
4 kommentarer:
Hej Jette,
Ja, det undrer også mig, at disse services ser dagens lys. Er der virkelig et marked for dem og et behov blandt de unge?
En lignende service er Fake Your Space, som for nogle måneder siden markedsførte sig i USA med at tilbyde falske, lækre venner til MySpace og Facebook-profiler, som unge kunne købe for at virke populære.
Dette stemmer ikke overens med det behov for at være autentisk, som mange unge faktisk har - også på nettet.
Jeg tror heller ikke på, at der er et reelt marked.
Imidlertid synes jeg, det er et problem at tjenesterne overhovedet findes, fordi de alene med deres eksistens signalerer, at der er nogen der synes, det er en ok måde at agere på. Det er uden tvivl voksne, der ikke helt har fanget ungdomskulturen,- eller er mere interesserede i at udnytte kommercielt fremfor at understøtte.
I world of warcraft har der for nyligt været vild debat, fordi nogle forældre havde købt en ID til deres søn. Det betød at en anden spiller havde spillet ID'en op på et level, hvor forventningerne til samarbejde og ja - spillets logik i øvrigt slet ikke kunne opfyldes af den uerfarne 13 år dreng. Han blev afsløret som fake. For en 13-årig i det univers, må det være det mest skamfulde der kan overgå en. Der var noget de voksne ikke havde forstået.
Den virtuelle kultur er ikke så forskellig fra IRL. Her er det heller ikke cool at købe sig til venner og prestige. Men der er formentlig altid nogen der vil forsøge ;-)
Jeg bryder mig bestemt ikke om den tyske model, hvor en anden tager ud og overleverer beskeden. Men egentlig kan jeg godt se noget "næstekærligt" bag sådan en service.
Det kan selvfølgelig ses som en ansvarsforflygtigelse og en manglende vilje til at tage konsekvensen af nogle af de her nære og svære valg.
Det kan også ses som en tjeneste forstået sådan, at når man er følelsesmæssigt oprørt, så er det måske svært at få valgt de rette ord - og så kan det måske være fint med lidt input udefra?
Jeg synes, at nævnte initiativ virker noget popsmart, og ikke så godt og smukt, som jeg kunne ønske mig. Jeg tænkte det bare lidt videre - om ideen i sig selv nødvendigvis var så gal igen.
Grænsen mellem offentlig og privat er slet ikke så fast defineret, som det nogle gange fremstår - den rykker sig selvfølgelig, men jeg tror også, den nye teknologi gør det muligt at se nogle ting, vi ikke på samme måde har kunnet se før, og som ikke nødvendigvis er nye fænomener, resultater af internet- og mobilkulturen.
Vi har i årevis taget til takke med fortrykte fødselsdagskort med dårlige jokes. Når jeg skal være helt ærlig, kan jeg godt finde på at blive lidt fornærmet over at få sådan nogle - så næsten hellere bare et almindeligt stykke A4-papir, eller en personlig e-mail eller sms-besked.
Men hvis en ven havde kontaktet en konsulent for at få hjælp til at skrive en fødselsdagshilsen, der lige ville ramme plet for netop den person, som jeg er, så ville jeg blive meget rørt.
Så ja - jeg tror ikke, jeg synes det er problematisk, at den slags tjenester eksisterer, eller at det nødvendigvis er en entydig diagnose på en samfundstilstand. Men jeg synes helt sikker det er vigtigt at være kritisk - og så giver det anledning til at tænke over, hvad der egentlig betyder noget for os i forskellige (vanskelige) situationer.
Gode skæve vinkler, hmmm. Eksemplet med købekortene, er virkelig godt tænkt. Vi har alle stået med et i hånden. Vi har alle købt et, fordi der ikke lige var tid og evner til et gør-dig-umage-gør-det-selv-kort.
Jeg kan sagtens godtage en tjeneste der netop tager fat omkring, at det nære, også kan være svært at håndtere og kommunikere omkring. Se bare på behovet for parterapi.
En konsulenttjeneste der rådgiver i "at få det sagt", ville netop opfylde et reelt behovet, men det er vist desværre ikke, hvad der her er tale om.
Desværre er de nye mediers mulighed for at gemme sig i en anonymitet også en måde at distancere sig på. Mobberen distancerer sig fra offerets reaktion, og kan derfor nemmere se bort fra at handlingerne udløser nogle følelsesmæssige reaktioner. Det er nemmere at være led på distance end når man kan se at den man står overfor får tårer i øjnene.
På samme måde når man slår op. Med eller uden købebrev.
Send en kommentar