Dino-dræbere

Mine drenge er passionerede fans af lego. Og især af de spil der er at finde på legos hjemmeside. Og jeg kan godt forstå dem. Spillene er virkelig godt skruet sammen, sådan at børnene indføres i spillenes logik på en måde, der betyder, at de har fuldstændig kontrol over den læreproces de skal igennem for at bemestre spillet.

Drengene fortæller at et godt spil....

• skal være nemt at lære i begyndelsen


• ikke skal være på tid


• man skal skyde


• indeholde mindst 1 bil


• man skal have en præmie når man er god


• man ska finde nogle skatte


• der må gerne være nogle onde der kan bekæmpes


• man må meget gerne være Luke Skywalker!
  

Ja okay, -derudover er der især 2 ting jeg vil fremhæve ved spillene på legos hjemmeside

Ingen tidspres
Det betyder at de ikke stresses mere end de magter. Det betyder også at de kan "trække sig tilbage" og samle mod, før de angriber de farer der skal overvindes. Børnene er 4 år, men kan sagtens formulere, at de bliver bange, når de skal skynde sig.

Der er mulighed for at opøve færdigheder
Når man dør, skal man normalt starte et spil helt forfra, men her kan man vælge m man istedet ønsker at starte forfra på det nivaue der er opnået. Der betyder at de ikke skal kæmpe med den enorme skuffelse det kan være at man kæmper sig vej og så mister alt. Her kan de øve sig på udforringerne uden at der er begrænsninger på antallet af forsøg.

De traditionelle regler om at man har 3 forsøg, at det er vigtigt at opøve færdigheder i at bemestre spillet på tid, er egentlig stadig gældende, men man kan vælge at tilsidesætte dem.

Dinospillet
Det foretrukne spil ha længe været Dinospillet. Kampen for at overvinde spillet har været indædt og fuld af angst. Det er et traditionelt arkadespil, hvor en bil skal forcere en bane, samle energi-kapsler og kapsler med nye våben op undervejs, samtidig med at der skal skydes på de angribende dinosaurer.

På den tredje bane møder de for første gang den store dinosaurus. Det var umuligt at slukke spillet før kæmpen var besejret. I flere timer,- og det er nærmest uendelig for en 4-årig- brugte drengene på at spille den samme bane om og om igen. Igen og igen blev de lammet af skræk når de stødte på den store dino... Igen og igen startede de banen igen, brugte uendelig lang tid på at gennemsøge hver en afkrog af banen, indsamle alle kapsler, men mest af alt for at samle mod. Omsider fandt de ud af at den eneste måde de kunne vinde over bæstet på, var ved at opruste og så gå i kødet på den. Og angsten var reel, når kæmpedinoen dukkede op på skærmen, er det meget rart at mor,- eller far kikkede med. Ikke at de får lov at spille uden opsyn.

Da de så oplevede at knække dette monster, var det den største sejr for dem. Jeg mener virkelig den største sejr der blev fejret med sang og dans.

Samarbejde mellem børnene
Drengene er tvillinger og har i forhold til Dinospillet fordelt rollerne sådan, at den ene skyder og den anden styrer. De har helt og aldeles specialiseret sig. Samtidigt er det muligt for dem at spille spillet uden den anden, men slet slet ikke på samme nivaue. Det er også forsøgt at spille sammen med andre, men det er kun, når de spiller sammen, at de kan komme hele vejen igennem spillet. De er ganske simpelt et team.