fredag, november 21, 2003

Min virtuelle mødregruppe

En veninde med gigt fortalte om sit møde med mødregrupper, at hun ofte følte sig udenfor. At der konsekvent blev "redt op" sådan at man kunne sidde på gulvet med de små, der ivrigt kunne konkurrere på hvem der først lærte at smile, bøvse og løfte hovedet. Alene det setup betød at hun følte sig udenfor og forkert, da hun ikke kunne komme ned på gulvet.,

Jeg tog det som en anbefaling om at springe mødregruppen over. Det havde jeg sådan set selv tænkt, men det er alligevel lige sin sag som nybagt førstegangsmor, at sige fra overfor de der ting der hører til.

Imidlertid fandt jeg en løsning allerede mens jeg var gravid. Netdoktor! På www.netdoktor.dk er der konferencer hvor man følger andre gravide med samme termin. Det var et ægte lærende praksisfællesskab, hvor man spørger, fortæller og deler de forandringer man gennemgår.

Septembergruppen fungerede virkelig godt. Der var en god tone og da der også var nogle enkelte der var gravid for anden gang, var der rigelig med erfaring at trække på. Der blev udvekslet tips mod kvalme, delt opskrifter på rismelsgrød og hvinet over de nyeste scanningsbilleder.

Det fungerede fint for mig.
- og så viste det sig at der slet ikke var nogen mødregruppe på det tidspunkt i vores distrikt.
Gruppen eksisterer stadig og nogle mødes ind i mellem IRL.

søndag, marts 30, 2003

Læring gennem leg

Jeg ønsker at påvise om spillet leges, og i så fald, hvordan legekultur formidles i forhold til at casen er et onlinespil. Da der ikke er tale om en analyse i organisationsudvikling, men i de unges brug af computeren til spil, finder jeg det væsentligt at spørge, hvad der får dem til at vælge spillet og fortløbende engagere sig. Ordet motivation ligger lige på tungen, men helt konkret er jeg interesseret i, hvad der får spillerne til at forpligtige sig til spillet og hinanden. Det er imidlertid min tese at det formentlig i spillernes begrebsverden vil være et irrelevant spørgsmål, der kan svares med et ”fordi det er sjovt” eller ”fordi det er underholdende”. I så tilfælde vil det være relevant at undersøge hvilke kompetencer, men også handlinger spillet i sin opbygning lægger op til.
Hvad får dem til at logge sig på spillet. Hvilke elementer motiverer dem til at gøre sig store anstrengelser for at tilegne sig spillets univers. Samtidig med at det er interessant at spørge, hvordan de lærer spillets formelle, såvel som uformelle, regler. Hvordan tilegner spillerne sig den nødvendige viden.

For at besvare de spørgsmål gælder at svaret må ligge i den sociokultur spillet spilles i, og at det er nødvendigt med et indgående kendskab hertil, for at finde svar. For at opnå et sådan kendskab til spillets sociokulterelle lag, har jeg valgt først og fremmest at tage afsæt i etnografiske metode.

torsdag, februar 13, 2003

Op og nedture

På de gode dage er jeg overbevist om at jeg har fat i et fantastisk emne til projektet. Men på de dårlige dage er jeg ærlig talt meget i tvivl, om hvorvidt man overhovedet kan se sådan på emnet. Ja i splitsekunder når jeg frem til, at de grundlæggende ideer ikke holder en meter. Tja...men så er det måske bare det, jeg må ende op med at konkludere ;-) Fik endelig sendt min projektbeskrivelse afsted til vejledning!

søndag, februar 09, 2003

Om at skrive

Det værste ved at skrive projekt alene er, at jeg mangler en modtager at skrive til. Derfor overvejer jeg at maile til en af de andre fra min gamle gruppe og høre om der er en der har mod på at fungere som (fiktiv) modtager på mine skriblerier. Jeg forventer såmænd hverken at han læser eller svarer, men bare det at have en i tankerne som modtager, giver en forventning om hvordan han evt ville svare. Også selv om han ikke gør det.

Praksisfællesskaber og vikinger..Vikinger og praksisfællesskaber.

fredag, februar 07, 2003

Learn by Dewey

I de online rollespil indgår man i sociale fællesskaber og lærer i handling. Alligevel stiller jeg spørgsmål ved om man kan bruge Dewey til ret meget når man taler om at gøre sig erfaringer mellem mennesker,- socialisering. Med skærmen skabes en distance, hvor man begrænser de reaktioner man kan få fra andre. Selv om der stadig er tale om at lære i handling er det inden for en afgrænset og til dels fiktiv, verden. Man sætter ikke sig selv på spil, men kun sin rolle.

Mål eller middel?

I skolen er det at lære noget et mål. I alle andre sammenhænge er det at lære noget et middel til at nå vores mål.

mandag, februar 03, 2003

Projektperioden begyndt

I projektperioden har jeg en ide om at jeg gerne vil forsøge at opstille et gameplay til et multiplayer onlinespil. Jeg er især interesseret i hvordan man med opbygningen af gameplay kan støtte de uformelle læreprocesser der opstår når spillerne er nød til at samarbejde.

torsdag, januar 09, 2003

Opgaven er afleveret!!

Jeg drømmer om vikinger om natten. Tilfreds med resultatet? Tjae både og. Tilsidst blev det bare et spørgsmål om at få opgaven færdig og skovlet afsted til aflevering. Jeg startede ud med virkelig at brænde for kurset og også for opgaven, men det endte som sædvanlig ud med at blive sur pligt. Men vi blev færdige til tide, og vil forhåbentligt bestå. Så det går nok,- men ikke helt godt nok. Men jeg ser fremad og er allerede så småt igang med næste opgave.

fredag, januar 03, 2003

Valg af analyseobjekt - en fortløbende process

Programmet "Rod i tiden" viste sig at være et ualmindelig dumt valg. Det tegnede ellers lovende, udfra de beskrivelser vi fandt af spillet. Meeen ved gennemsyn var der INGEN af os der orkede at spille spillets første bane til ende.

Grundlæggende var der kun én opgave der skulle løses, nemlig at søge rundt i et 3D-univers efter noget at trykke på. Det blev vi ret hurtige ret trætte og rundtossede af.

Nå, men hvorom alting er... så endte det med at al den tid jeg efterhånden har brugt på www.heroes.dk, alligevel ikke var spildte kræfter. Vi har kastet os over analysen. Desuden er Jørgen flittig rollespiller, via Compaqs onlinespil Everquest. Det er der såmænd også blevet brug for, da vikingespillet er stærkt inspireret af Everquest. Alt i alt er jeg meget tilfreds med udfaldet og det skal såmænd nok blive en udmærket opgave.