Krise

En krise er, når ingen ved, hvad der må gøres… i en fart!

(Storm P.)


Jeg skriver videnskabsteoretisk opgave og har ikke tid nok.... suk....

Impression management

I forbindelse med vores feltøvelse og eksamen i form af synopsis plus fremlæggelse, har vi fået en udtalelse fra vejleder. Vores feltøvelse bar præg af at institutionen, hvor det foregik, meget gerne ville promovere sig på projektet og en stor del af vores øvelse kom til at handle om, hvordan vi kunne være os det bevidst, for alligevel at få nogle glimt af hvordan virkeligheden så ud nedenunder.

I udtalelsen brugte vejlederen Goffman-udtrykket "Impression management",- og det har jeg så gået og tygget på idag. Jo mere jeg tygger, jo bedre kan jeg lide det. Eller rettere ironien i det. Jeg har nemlig et temmelig anstrengt forhold til det her med at præsentere sig fra den gode side, alene. Udtryk som f. eks: "den gode historie", hvor man i videndelingens hellige navn skal fremstille alt det, der er så godt, at det kan være et ideal for andre. Hvad er der galt med den historie der fortæller om alt det der går galt, men førte til at man lærte en farlig masse af det?

Alt det ukorrente, det skæve, det intense og det anderledes kommer til at stikke ud og bliver derfor sorteret fra. Tilgengæld får vi et ideal, med lutter lykkelige eksempler til efterfølgelse. "shiny happy people".

Adapter(gede)marked

Netop hjemvendt fra ferie, er jeg stadig igang med at pakke ud. Vi har været 4 mennesker afsted i 14 dage. 2 store og 2 små. Vi er en temmelig teknikfikseret familie og havde naturlivis diverse elektroniske dimser med. Da turen bød på 5 timers flyvetur frem og tilbage skulle der selvfølgelig også noget underholdning med. Alt i alt er jeg idag ved at vikle ledninger sortere diverse adabtere. Ufatteligt hvor meget vi har fået slæbt med:

1 stk bærbar computer
1 stk mp4
2 stk Gameboy
1 stk kamera
1 videokamera
2 stk mobiltelefoner
- og intet deler strømforsyning eller adapter.

En kollega udfoldede for nyligt et fikst lille kit med diverse omformerstik der kunne samle en hvilken som helst dims -adapter -usb ... Det havde han købt i Netto! Sådan et ønsker jeg mig.

Feltøvelse

Nej bloggen er ikke død! Den har bare haft ferie og ligeledes har jeg ;-)

Nu er jeg imidlertid taget i felten. I en øvelse, hvor vi har valgt at se på et skoleprojekt om konfliktmægling, sniger vi os rundt og forsøger at finde vores ben i en observationsrolle. Og det er sværere end først antaget. Vi er 2 studerende på tur og har begge lærerbaggrund, hvad vi virkelig må anstrenge os for at ligge bag os. Det er en rygmarvsreaktion at indtræde i en lærerrolle, når vi bevæger os ind på skolens område, og det kræver stor bevidsthed at fortrænge. Idag har jeg således stået og set på, mens en elevmægler forsøgte at skille 2 drenge, der forsøgte at slå hinanden til plukfisk, mens en anden elev hentede gårdvagten. En spøjs fornemmelse... Men, af flere grunde, det rigtige at gøre.

Vores problemformulering faldt selvfølgelig til jorden ved det første møde med virkeligheden, men efter et kort telefonmøde med vejleder, er vi vist igen på rette vej.

Damn, hvor er jeg gammel!

Først var det smileyen der havde fødselsdag og nu er det så commodore 64'eren...

Men jeg blev ramt af nostalgi over sidstnævnte,- 25 år med commodore 64. Som den eneste pige med hang til spil, fik jeg som 12-årig lokket en commodore 64'er ud af min far. Det lykkedes kun ved at snige et enkelt pigenavn ind i rækken af alle de andre der havde en: Dennis, Nicolai, Niels Christian, Bendix, Rikke, Carsten, og Claus C.


Jeg kan stadig huske præcis, hvem af mine skolekammerater, der havde hvilke spil. Hvem der var gavmilde byttere og hvem der holdt fast på sine guldkorn og ikke ville lade os andre kopiere. Hvem der havde en Commodore 128 med diskettestation og så ham den eneste jeg nogensinde har hørt om, der oven i købet fik en printer!. For mit indre øre kan jeg stadig genskabe den karakteristiske lyd af diskettebåndene med spil, der blev afspillet i en almindelig båndoptager. Hvis jeg lukker øjnene og lader være med at tænke vil jeg tro at diverse genvejstastninger stadig kan springe ud på mit tastatur. Og mon der er nogen der præcis kan huske dem? Det var nemlig ikke helt tilfældigt at printpladerne endte med at knække lige under H-tasten- eller var det K?


Nå, men selv om Commodoren i princippet kunne bruges som tekstbehandling, slog det aldrig rigtigt igennem. Selv om det lykkedes at programmere et terningespil med en random-funktion og få en bold til at hoppe over skærmen, blev det for mig spillemaskine.

Til gengæld fik jeg i gymnasiet en Canon S90. Det var stort! En skrivemaskine med hukommelse. Den havde et lommeregnerdisplay der betød at jeg kunne se en halvsætning ad gangen, at jeg kunne opsætte en side i hovedet, med både skemaer, spalter mv som jeg først kunne se når jeg kom hjem og skrev siden ud på papir. Tænk sådan blev mine noter til i gymnasiet. Skrevet i noget nær blinde ... på flere måder i blinde.


Idag har mine børn et joystick der indeholder en stor del af de spil der hører til commodoren. Jeg gav 50 kr for det!

Idag er der mere hukommelse og større display på det legetøj til 100 kr, som mine børn kalder for børnecomputeren.... Hmmm, hvor må jeg være gammel!

ØØØØJJJJJJJJ

Jeg har bestilt en gigantisk masse adobe-programmer.... Dreamweawer, Photoshop, Flash, InDesign mfl... Det er VILDT!

Og nej jeg er ikke millionær, men fandt ud af at der er særdeles fordelagtige studiepriser. Nu satser jeg på at min dokumentation går igennem, men hvorfor skulle den ikke det!

Jeg lover at bloggen skal have en makeover når pakken er installeret ;-)

Mens jeg venter, kan jeg jo passende få tiden til at gå med at skrive mit første reflektionpapir til studiet. Noget med at diskuterer risikoen ved kun at studere ”prototypiske børn” i de sædvanlige institutionelle kontekster. Og jeg er IKKE kommet rigtigt fra start endnu!

Min lærer siger altid...

Idag har jeg været med til at lave en workshop for en flok børn på 6-8. klassetrin. Vi var redaktionen og skulle dække aktiviterne i en række andre workshops. På redaktionen var der computere, diktafoner og digitalkamera tilrådighed. Da der kun var et enkelt kamera og 2 diktafoner spurgte vi til deres mobiltelefoner. De havde selvfølgelig alle en telefon,- og kun en enkel havde glemt at tage den med. Der blev grinet lidt da vi aftalte at de gerne måtte have dem tændt og hjertens gerne måtte bruge dem.

Det var nogle yderst flittige elever der hele dagen arbejdede fuldstændig koncentreret. Og så var det, at jeg måtte undres. Der var notesblokke på bordet og eleverne startede med at skrive deres artikel i hånden. Ikke en af den startede uopfordret med at sætte sig til de tændte computere. Som de sad der og skrev, spurgte jeg hvorfor, hvortil de svarede: Vores lærer siger vi altid skal starte på papir først. Punktum, basta, regel!

Var det nu kun en enkelt elev, der kendte denne regel, så kunne jeg forstå det, men de var flere. Var det nu allesammen elever fra den samme klasse, - ja eller bare den samme skole, men de kom fra forskellige skoler.
Var det så kun en regel om at lave en disposition kunne jeg forstå det, men det var den færdige artikel som de bagefter skrev af på computeren. Computeren blev jo reduceret til en skrivemaskine. Ingen af eleverne kunne begrunde hvorfor de ikke må starte med at gå til computeren. Det er bestemt ikke fordi de ikke bemestre at bruge computeren, og spørgsmålet er om de ville gøre det samme, hvis det havde været uden for skoletid?


Mon det er i samme kategori som reglen om at man om foråret, først må gå med bare tæer, når man har set en hvid sommerfugl?

Måske er folkeskolen alligevel ikke så forskellig fra det jeg for 8-9 år siden forlod, da jeg stoppede som folkeskolelærer?

OBS: Jeg samler på den slags uforklarlige regler og husråd, så skrev endelig hvis du kender nogle...

Kunsten at maile

Jeg har fået en ny mailadresse via DPU. Det giver indtil videre ikke særlig meget relevant post, men der imod en masse interessant post.

F. eks fra Lone xx , der vil skrive til Gitte xx, men vælger en postliste der betyder, at hun sender til alle. Gitte yy vil svare, at hun da vist er "den forkerte Gitte", men sender sit svar ud til alle. Lone yy svarer,- igen alle, at hun da vist også har fået en andens mail for hun hedder ikke Lone xx.

Hvor er det svært at maile, og hvor er der mange der må undre sig. På den anden side er det dejlig befriende, at den slags også sker for andre end mig ;-)

Pilla Paphvalp

Numerologi er mig en gåde. Altså ikke så meget fordi jeg har svært ved at fatte ideen, men fordi jeg har svært ved at fatte at nogen vil tage det for pålydende og ligefrem betale og ændre navn. - Hæ, jeg er nemlig med så langt, at jeg synes, at et navn er et væsentlig bidrag til identitet. Nå, men nu har jeg fået en rigtig god grund til ikke at kaste mig over numerologien. Via denne gratis online numerologimaskine har jeg nemlig fået tildelt det lidet flatterende navn:

Farvel til Lunarstorm

Hov, Lunarstorm er lukket ned. Ja, jeg må jo blive helt nostalgisk, men selvfølgelig er den det. Det er jo en foranderlig verden, den virtuelle verden, hvor børn og unge på få sekunder kan konstruere en ny identitet...
Lidt vemodigt fordi jeg havde mine observationer på Lunarstorm, NationX og delvist Arto i forbindelse med Masterspecialet.
Tilbage er blot en sidste hilsen og lidt hjælp til det, det hele handler om: Hvor kan man finde sine venner?

Habbo - for sjov eller for penge?

Der har tidligere været en massiv kritik af Habbohotel, fordi det er et virtuelt sted, hvor børn kan bruge penge til virtuelle ting. Og det er det virtuelle der provokerer. Når det er virtuelt forstås det som modsætning til "virkeligt" og dermed bliver problematikken at børn kan bruge virkelige penge på ikke-virkelige ting. Ergo må de da blive snydt?

Mobilen er betalingskort
Man kan sagtens være en del af Habbohotel uden at bruge penge, men der er gennem design lagt op til en virtuel kultur, hvor det giver prestige at eje virtuelle ting. Og det er netop noget af det børn bruger nettet til i deres legekultur. De samler på ting og for børnene er det såmænd helt konkrete ting. Det kan være et billede, et ordspil eller et grafisk udtryk- eller som i Habbo-hotel møbler der grafisk udsmykker den private webside der i Habbo-universets retorik er helt konkrete steder, - eller lejligheder. Børnene køber ting så de kan indrette deres lejlighed. Tingene kan handles indbyrdes mellem børnene, men som udgangspunkt købes de gennem det katalog alle brugerne har adgang til. Betalingsmidlet er monet'er, som igen købes for ganske almindelige danske kroner, der trækkes fra eksempelvis dankort eller mobilregningen.

Forbrugerombudsmandensvejledning "Børn unge og markedsføring"

"Vejledningen viser Forbrugerombudsmandens opfattelse af, hvordan erhvervsdrivende bør forholde sig, når markedsføringen retter sig mod børn og unge eller har sådanne egenskaber, at den vil få opmærksomhed fra børn og unge. Det er vigtigt, at virksomhederne har en klar politik om markedsføring i relation til børn og unge, og at de er opmærksomme på, at de skal kunne stå til ansvar overfor samfundet og forældrene. Det er et etisk ansvar, som hviler på de erhvervsdrivende."

Er der en reel legeværdi?
Forargeligt? Jeg ved snart ikke. For børnene opleves tingene som helt konkrete og de har, for børnene, reel legeværdi. Jeg har selv 2 børn, - og tro mig, man kan købe meget fysisk plastik-legetøj der har væsentlig mindre legeværdi, end hvad der er i en flot møbleret habbolejlighed! Men der er en problematik i at børn kan handle på nettet. Børn kan også handle i den "virkelige" fysiske verden. Men ikke på kredit. Det er selvfølgelig ikke heldigt, hvis regningen kan løbe løbsk, når det drejer sig om en mobiltelefon-regning der tikker ind af brevsprækken.

På Habbo-hotel havde man måske nok fra start et etisk problem, men som det er pt, synes jeg der er gjort meget af folkene bag siden, for at sikre børnene. Eller for at leve op til ombudsmandens vejledning måske? Og med rette, for der er ikke nogen systemer der er pædagogisk neutrale, og der er uendelig mange muligheder for at regulere brugernes adfærd gennem interaktionsdesignet, så de har et ansvar, alene fordi de har handlemuligheder. Det er derfor ikke fair når producenterne bag webtjenester ikke vil tage ansvar. Men det synes jeg som sagt at de gør her.

Igen er det min kæphest, at forældrene bør vide hvad deres poder bruger nettet til. Det er forældrenes ansvar at lære børnene at administrere deres privatøkonomi. Også på nettet.

Studieforberedelser

Så kom de første lektionsplaner, instruktioner og litteraturlister. Jeg har bestilt de nye kompendier og glæder mig til, at de dukker op med posten.
Uden overhovedet at være startet, er jeg ret vild med formen. På lektionsplanen kan jeg allerede nu se, hvordan det forventes at jeg er forberedt til den enkelte lektion. Det betyder, at jeg fluks er gået igang med at fylde på mit noteprogram. Jeg har fået Officeprogrammet OneNote på min bærbare og synes det fungerer fabelagtigt. Nemt at samle alle former for notater et sted, uanset medie.

Tilbage til at være studieblog

Idag fik jeg så brevet!

Du er optaget på Kandidatuddannelsen i pædagogisk antropologi fra september 2007

Og det er jo ikke så ringe endda, sagde nordjyden. Fluks har jeg selvfølgelig været inde på e-læringssystemet, men der er endnu ikke kommet litteraturlister og forelæsningsdatoer mv. Jeg må vist liige vente en uges tid eller to endnu. Alt i alt glæder jeg mig over igen at være studerende, med alt hvad det så kommer til at indebære. Og det er så bl.a at bloggen her igen har fået status af at være en studieblog.

Ingen svar fra 3

Tja, jeg må vist se i øjnene, at der ikke kommer noget svar fra 3. Jeg har 2 gange spurgt om jeg kunne få mulighed for, at se resultaterne af det web-spørgeskema, som jeg beskrev i indlægget "Har du slået op via sms eller mms."
Først blev jeg lovet et svar, men siden har jeg ikke hørt mere.

Ærgeligt!

Virtuelle og sociale handelsoplevelser

Hobbyfolket er på den ene side storforbrugere af online communities og samtidig har de taget mulighederne, for at finde specialudstyr gennem webshops til sig i stor stil. Min nabo taler om at åbne en hobbyrelateret webbutik. Og nej jeg skal ikke afsløre deres forretningshemmeligheder, men det har affødt nogle diskussioner om fordelene ved at kombinere webshop med communities.

Gennem de online communities finder folk med selv de særeste samlermanier, ligesindede til at bytte, handle og dele deres interesse med. Er der bare nogle med lidt IT-flair til at opbygge et community, så opstår der lynhurtigt små lærende praksisfællesskaber, med alt hvad dertil hører.

For at opbygge små velfungerende lærende praksisfællesskaber opstiller Etienne Wenger følgende 3 sæt kriterier for hvilken kultur der bør stræbes efter at opnå:

Udvikling af forskellige former for gensidigt engagement:
Opdager medlemmerne hvordan man engagerer sig, hvad der fremmer, og hvad der hæmmer; udvikles indbyrdes relationer; defineres identiteter, fastslås hvem der er hvem, hvem der er god til hvad, hvem der ved hvad, hvem der er let eller vanskelig at omgås.

Forståelse og afstemning af deres virksomhed:
Tilpasses deres engagement derefter og lærer medlemmerne sig selv og hinanden at stå til ansvar; gøre en indsats for at definere virksomheden og forene modstridende fortolkninger af, hvad foretagendet går ud på.

Udvikling af deres repertoire, stil og diskurser:
Genforhandles meningen med forskellige elementer; produceres eller indføres redskaber, artefakter, repræsentationer; registreres og huske hændelser; opfindes nye udtryk og omdefineres eller kasseres gamle; fortælles og genfortælles historier; skabes og brydes rutiner.

Hvorfor er det interessant at kikke på læringsperspektiver, når målet er forretning?

Det er ganske simpelt at svare på, for nye medlemmer i klubben giver nye kunder i butikken. Ligesom når vi analyserer børnenes læreprocesser i deres leg med IKT så er målet leg og midlet læring. Det primære er for hobbyfolket at dyrke deres hobby. Middel for at komme dertil er handel og/eller læring. Hobbyfolket hjælper hinanden med at blive klogere på den fælles interesse, hvad enten det er julemærker eller kvinder der laver Scrapbøger.

Fællesskabet skaber loyale kunder

Jeg har gennem et stykke tid fulgt en webshop med tilhørende community, der sælger materialer til Scrapbooking. Det opfylder til fulde Wengers definition af et lærende praksisfællesskab. Hvad der desuden har interesseret mig, er at brugerne alle er kvinder, der elsker papir! De tager stærkt afstand fra at opsætte billederne på computerskærmen, men printer deres fotografier, overskrifter og tekststykker, som de derefter klipper og klistrer ind i scrapbøgerne. I den process er de altså nød til at tilegne sig nogle computer-færdigheder, der ofte er ganske omstændige. Gennem det fælles community er de ikke alene fælles omkring hobbyen, men hjælper også hinanden med at få styr på computeren.


Det fælles galleri, hvor hobbyarbejdet udstilles,spiller en væsentlig rolle i at skabe loyale kunder i butikken. Der er præcedens for, at det der udstilles skal være til inspiration for andre og nem at kopiere. Derfor anføres hvilke materialer der er brugt. Her er der prestige i at materialerne er købt i den tilhørende webbutik.
Kvinderne køber sig fattige i webshoppen, og selv om der ret hurtigt er opstået adskillige lignende webshops, så er der via det velfungerende community, en utrolig stor loyalitet overfor ejeren. Ejerens rolle er væsentlig. Det er tydelig hvem der står bag butikken og kunderne kan gennem deltagelse i fællesskabet opnå et personligt forhold til ejeren.
Alt i alt er der næsten foruroligende overensstemmelse mellem de mekanismer der skaber tryghed i et online community og de mekanismer der skaber loyale kunder.

Handelsoplevelsen er altså social
Umiddelbart synes der ikke at være nogen særlig handelsoplevelse i at handle på nettet. Men med et community, hvor der deles oplevelser, byttes, spørges, læres og ligefrem udvikles venskaber er der pludselig tale om helt nye former for handelsoplevelser.

Arbejdsløs feedreader

Jeg troede seriøst, at min feedreader var gået strejke, men det handler vist bare om at Danmark er taget på sommerferie... Hmmmm

Imponerende

Har du slået op med nogen via sms eller mms?

Det er et emne jeg tidligere har været inde på, men nu dukkede spørgsmålene så op igen. Denne gang i forbindelse med en spørgeskemaundersøgelse udsendt fra 3kundepanel. Ja jeg er af en eller anden grund blevet medlem af kundepanelet og får ind i mellem en mail med et link til en online spørgeskemaundersøgelse. Og ind i mellem tager jeg mig også tid til at svare.

Denne her studsede jeg alligevel over:

Ud over de indledende hvem og hvad vil du have med på en øde ø, så var det

• Er det i orden at læse sin kærestes sms eller mms?
• Har du slået op med nogen via sms eller mms?
• Er du selv blevet dumpet via sms eller mms?
• Er det utroskab at flirte via mobilen, når man er i et forhold?
• Er det ok at læse sin kærestes sms eller mms?
• Har du læst din kæreste eller ægtefælles sms eller mms?

- Hey bemærk lige at der sneg sig en mistænkelig ægtefælle ind i det sidste spørgsmål!!!

Jeg skrev til 3 og spurgte efter resultatet af undersøgelsen, de lovede at give besked. Desværre har jeg ikke hørt noget, men venter stadig ...

Kommende studerende

Ansøgningen er forlængst sendt afsted og i morgen er der officiel deadline, så mon ikke der er nogen der også begynder at vurdere dem. Jeg forsøgte mig med at søge optagelse på baggrund af min læreruddannelse, fritagelse for suppleringsuddannelsen på baggrund af diplom-uddannelsen, - for fortsat at have mulighed for at søge merit for masteruddannelsen. Man kan ikke søge merit på baggrund af den samme uddannelse som man er optaget på. Men det væsentligste er selvfølgelig at blive optaget, og når jeg læser studieordning har jeg egentlig også lyst til at være med til det hele. - Mon jeg overhovedet er interesseret i at få merit??? Nå ja, mon ikke jeg er.

Nu går der så en månedstid inden der er svar.



Da jeg har ufattelig god tid pt, - fik opereret en fod for 6 laaange uger siden, har jeg fra bogbussen fået leveret en ladning faglitteratur. Det er småsmart med bogbussen, jeg bestiller i ro og mag fra min pc og får leveret stort set uden for min dør. Lige en service efter mit hovedet.


Det er i den grad gået op for mig, hvor meget jeg har savnet at læse. Jeg fik programmet OneNote 2007 med da jeg købte office-pakken. Nu jeg har lært at kende og bruge det, må jeg sige at jeg hurtigt er blevet afhængig. Det er mange fikse ting i det. Jeg elsker at det er muligt at skrive til programmet. Jeg finder noget på nettet klikker udskriv til OneNote og så har jeg pastet det hele til resten af noterne. Det er da fikst.

Så jeg er helt vild studieparat og med god tid, en stor stabel bøger, et nyoprettet notesystem på min bærbare varmer jeg op med bøgerne Pædagogik og kultur, Kulturanalyser og Det fleksible fællesskab...

Fantasi eller mangel på samme?

Etik: Tjekker du din teenager?

Er familielivet blevet præget af børnenes brug af internettet? Ved du hvad børnene bruger nettet til? Hvor de logger ind? Hvem de omgås online? Hvor meget de offentliggør om sig selv?


Brugen af medier og internet en stor del af hvedagslivet for børn og unge, og enhver ansvarlig forældre bør sikre sig, at børnene kan begå sig sikkert,- også i det virtuelle.
Forældre opfordres til at sætte sig ind i deres børns brug af nettet, men det er ikke helt ligegyldigt, hvordan man som voksne griber det an. Selv om det er i den bedste mening, er det vigtigt at have etikken i orden.


Har du spurgt om lov?
Hvis du gerne vil vide, hvor dit barn logger på og hvem det omgås, er den letteste vej at spørge om din egen pode, vil vise dig sin profil. Et nej er ikke grund til panik. Hvis dit barn tøver, er det måske fordi profilen bliver brugt som et offentligt/privat frirum, fri for voksne. Der er ikke mange af den slags rum tilbage. Idag er børn og unge i SFO eller klub, hvis de ikke er i skole eller til sport. De har brug for også at være sammen uden konstant opsyn. Det er en af de vigtigste funktioner de sociale community har for børn og unge. De virker som et forum, hvor der er plads til at eksperimentere uden voksne og til at eksperimentere med at fremstille sig selv som "den man gerne vil være". Alene ved at spørge om lov, får du gjort dit barn opmærksom på, at det er muligt for forældre og andre voksne at kikke over skulderen. Måske er der lige brug for en oprydning, inden forældre kan få adgang. Vis respekt for det. Du vil vel heller ikke læse dagbogen uden at få lov?


Undersøg ungdomswebsider
Kan du huske din teenagetid. Kan du huske de voksne der glemte at være voksne og forsøgte sig med at "være dus med de unge"... Det var dengang det mest kiksede. Og det er det stadig!

Når vi som voksne bevæger os ind på børn og unges internet-territorie er det vigtigt at vi husker at vi stadig er de voksne. Det er i orden for børn og unge at eksperimentere med at udvikle en voksen-identitet, men det er ikke i orden at vi som voksne eksperimenterer med at udgive en teenage-identitet. Eksempler på populære community for børn og unge:
Arto
Habbo hotel
NationX
Netstationen
Myspace


Vil du udforske eller infiltrere
Der er stor væsensforskel mellem at udforske og infiltrere. Er du igang med at udforske, kan du indgå i det fællesskab som forsøges udforsket som deltager. Det vil være det nærmeste man kan komme på at se sociale fænomener udfra deltagernes synsvinkel. Infiltrerer du, er det der imod skjult for dem der bliver undersøgt; og med bagtanke. Efter min mening er det kun i orden hvis det er godkendt af en dommer! Skal du logge ind så vær reel når du opretter en profil på Arto, på Habbo eller lignende. Tænk på, at du ved at udgive dig for at være noget andet end det du er, rent faktisk bliver til en af de voksne du ønsker at beskytte dit eget barn imod. Så bekend kulør, fortæl hvem du er og hvad du laver! Hvis du er ærlig vil du også blive mødt med respekt.
Log eksempelvis på med en beskrivelse af dig selv som: Mor_til_teenager.


Nye venner online
Måske husker du også, at du som teenager mødte nogle cool forældre, der gjorde sig stor umage med at være din ven? Personlig husker jeg en god håndfuld af den slags forældre. Men jeg husker også, hvordan deres egne børn stod bagved og krummede tæer og bare ønskede sig nogle stok-konservative forældre.

Derfor er det værd at huske på, at der er en god ide at tjekke ud, hvad ungdomscommunities handler om, men aldrig en god ide at infiltrere dine egne børns netværk. Find i stedet nogle andre voksne, du kan udforske de enkelte funktioner sammen med. Måske synes din egen pode slet slet ikke at det er spor cool med en hilsen fra mor i gæstebogen.
Det kan blive rigtig kikset, som det f.eks blev for en amerikansk mor der forsøgte at tjekke ud hvad hendes datter lavede på Facebook. Læs her


Hold målet for øje
En ulempe ved at undersøge gennem deltagelse ligger i risikoen for at ”go native”. At du som observatør mister perspektivet og selv begynder at identificere sig, tænke og handle på samme måde, som dem der forsøges observeret. Derved bliver det vanskeligere at holde fokus på det karakteristiske og særegne der kendetegner det miljø der undersøges. Skulle du gå hen og blive bidt af den kultur du møder. Og det er en rigtig spændende kultur, så vær klar over at der også findes lignende community for voksne. Se foreksempel Mingler, Second life og LinkedIn.

Min hovedpointe med dette indlæg er ganske simpelt. Lad de unge have deres frirum. Interesse er ok, som forældre til en teenager, er det en såmænd pligt, men med respekt, ellers invaderer vi en børnekultur, hvor det snarere opfattes som en krænkelse end som en ansvarlig forældreopgave, at vi overhovedet er tilstede!

Og der er desværre en del voksne der ikke kan skelne! Se Harnings pointer i blogindlægget "Stop belejringen af Arto"

Gid min bærbare ku' matche med min mobil

Hvorfor skal man være japaner for at finde sådan en rigtig tøse-bærbar. Jeg vil da også gerne eje en bærbar med glitter og glimmer. Kunne måske godt foretrække en guldfarvet, der kan matche min mobil, og kunne også godt undvære det barnlige kattemotiv, men hvis alternativet er de kedelige udgaver jeg kender fra butikkerne så ville jeg tage både farve og motiv med! Bare der er glimmer og et feminint nørdlook over den!

Hvordan skal den perfekte tøse-kvinde-dame-bærbare ellers se ud?

Set på PCWorld

Iscenesat skønhed

Dove - Evolution



More Videos

Okay den er ikke helt ny, men jeg faldt over den igen og kan bare ikke lade være med at undres...

Pyha hvor er vigtigt at være kildekritisk og have forståelse for mediernes muligheder for at manipulere med de bevidste og ubevidste indtryk vi møder i løbet af en dag...

Virtuel kultur i læringsrum for børn - igen.

Ja så kom det alligevel frem igen. Mit speciale. Jeg har flere gange lagt det væk og næsten glemt det., men så popper det alligevel op. Denne gang er det nævnt i Gigtforeningens medlemsblad "Ledsager", hvor temaet denne gang er Uddannelse.

I forbindelse med en artikel med oveskriften "Skolebørnene svigtes stadig" bliver mit projekt omtalt i en faktaboks. Artiklen handler om at gigtbørnene svigtes af skolerne, da de ikke lever op til loven om at sørge for kompenserende undervisning, når børnene har mere end 15 dages sygefravær. Den samme problematik som tidligere, men denne gang med den tvist, at der henvises til, at alle nu skal laves elevplaner og det derfor er oplagt at udvide de faglige elevplaner med en plan for, hvordan der kan tilrettelægges sygeundervisning.

Det gør helt ondt at der ikke er noget fremskridt, når redskaberne til en fleksibel tilrettelæggelse er til stede. Det er alene et spørgsmål om, at de voksne vil ændre praksis, børnene er klar til at bruge medierne til at holde sig ajour med venner, lektier og skolen i det hele taget. Hvis bare læreren også var....
Nej! Slut! Stop! Jeg skal ikke til at brænde voldsomt for det igen igen ;-)

25 perspektiver på social networking

Identitets-, forbrugs-, pædofili-, demokrati-,venskabs-, bekræftigelses, mobning, genre eller kildekritiske perspektiver. Der er mange indgange, ritig mange briller at tage på for at anskue unges virtuelle verden på.

Malene Larsens opstiller på sin blog 25 perspektiver på unges brug af social networking sites og slutter med at spørge om andre kan komme i tanke om flere.

Det er en interessant række og temmelig dækkende. Måske er følgende bud dækket ind af de allerede nævnte, men umiddelbart vil jeg foreslå følgende briller:

Lege-perspektiv
Er det alvor, leg eller et spil. Måske er brug af arto og lignende "bare for sjov". Ikke andet.

Samlerbørnene
Der samles på venner, indlæg i gæstebogen, på billeder, på sproglige finurligheder, på sjove links, på virtuelle "ting" - artefakter.

Organisering og simulering af voksnes arbejdsliv
Man hænger ud, skaber kontakter, planlægger fælles projekter, events mv. Der organiseres og samarbejdes. Lidt som at "lege kontor, forretning eller forening"
Et eksperimentarie for hvordan et online praksisfællesskab skal skrues sammen for at fungere.

Nyt studie

Til min medarbejdersamtale kom jeg ind på at jeg gerne vil læse igen. Det blev der taget godt imod og jeg skal nu beskrive et realistisk forløb til , forhåbentlig - godkendelse.

`

Her lidt om hvad DPU skriver om drømme-uddannelsen:

Pædagogisk antropologi
Hvordan skabes og omskabes institutioner og menneskelige fællesskaber? Hvilke komplekse menneskelige samspil konstituerer 'en skole', 'en børnehave', 'en arbejdsplads'? Hvad betyder tidens fokus på begreber som 'faglighed', 'evidens', 'kompetence' og 'test' for folkeskolens selvforståelse og for forståelsen af skolen i samfundet? Pædagogisk antropologi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole beskæftiger sig med sådanne spørgsmål vedrørende kulturelle dynamikker og medieringsformer, i reale såvel som virtuelle sociale sammenhænge.

`

Se det er da hamrende spændende!!!!

Generativ metafor

Vi opstiller hele tiden modeller eller metaforer for vores opfattelse af verden. Pt er der på min arbejdsplads en fælles ide om at vores afdeling kan, bør eller skal opfattes som spaghetti-organisation. Derfor har jeg længe gået og tygget over hvad det betyder at vi sammen tegner det billede på nethinden, for umiddelbart ændrer det jo ikke noget at vi siger sådan...

Spaghetti - en metafor
Den grundlæggende definition af en metafor, er at forstå og opleve en ting ved hjælp af noget andet. Hvorimod et ikon har en analogi mellem udtrykket og indholdet, er det karakteristisk for en metafor, at den fremhæver noget på bekostning af noget andet. Der er tale om såvel ligheder som forskelle, idet metaforen gerne skal associere til noget brugerne kender i forvejen, men alligevel være forskellig.

Imidlertid kan metafor defineres ud fra en anden forståelse, hvor metaforen både refererer til en bestemt type produkt; - et perspektiv eller en ramme, samt til en bestemt form for proces, hvor et nyt perspektiv og univers bliver skabt. Med en opfattelse af metaforen som generativ, er metaforen central i forhold til hvordan man skaber mening og sammenhæng i omverdenen, idet den bruges til at fange en undlæggende mening eller funktion ved et fænomen. Den generative metafor kan altså forståes som noget, der kan overføre en rammesætning eller et perspektiv fra et erfaringsområde til et andet. Fibiger og Jensen

I forhold til hvordan vi, ved at strukturere samarbejdet kan medtænke den rolle det har som læringsrum, er det relevant at se nærmere på hvilken plads metaforen har i forhold til læring. For med en velvalgt generativ metafor vil det virke tilbage og understøtte samarbejdet.

Fibiger og Jensen opstiller følgende paradigme for generativ metafor og model:

[Fibiger, Bo & Jensen, Tine W „Metaforer i læringsomgivelser"]

Spaghetti-organisationen betyder her at en afdeling med flere ledere, der hver har ansvar for hver sit afsnit, deler ansvar for fælles opgaver på tværs. Medarbejdere mødes om opgaver på tværs af det formelle organisationsdiagram.

Omvendt betyder det også, at opgaver der kan løses selvstændigt af et afsnit, er forpligtiget til at medtænke, at der kan være andre medarbejdere der er i stand til at byde ind med alternative vinkler på en opgave.


For at blive i spaghetti-metaforen, så er de fælles opgaver knudepunkter, meetballs ;-), og jo flere knuder jo bedre fungerer det tværfaglige samarbejde. Så når vi grafisk opstiller afdelingens opgaver vil vi få et grafisk output, der klart illustrerer at metaforen fungerer som en generativ metafor.


Et sidste indspark

Det nager mig lidt med spaghetti-metaforen, at man forvilder sig rigelig langt ud når knudepunkterne bliver til me(e/a)tballs og det får for stor værdi. I stedet ville metroen kunne gøre sig ganske udmærket, som det eksempelvis er gjort på Kvis.

Andre gode bud på en generativ metafor?

Dino-dræbere

Mine drenge er passionerede fans af lego. Og især af de spil der er at finde på legos hjemmeside. Og jeg kan godt forstå dem. Spillene er virkelig godt skruet sammen, sådan at børnene indføres i spillenes logik på en måde, der betyder, at de har fuldstændig kontrol over den læreproces de skal igennem for at bemestre spillet.

Drengene fortæller at et godt spil....

• skal være nemt at lære i begyndelsen


• ikke skal være på tid


• man skal skyde


• indeholde mindst 1 bil


• man skal have en præmie når man er god


• man ska finde nogle skatte


• der må gerne være nogle onde der kan bekæmpes


• man må meget gerne være Luke Skywalker!
  

Ja okay, -derudover er der især 2 ting jeg vil fremhæve ved spillene på legos hjemmeside

Ingen tidspres
Det betyder at de ikke stresses mere end de magter. Det betyder også at de kan "trække sig tilbage" og samle mod, før de angriber de farer der skal overvindes. Børnene er 4 år, men kan sagtens formulere, at de bliver bange, når de skal skynde sig.

Der er mulighed for at opøve færdigheder
Når man dør, skal man normalt starte et spil helt forfra, men her kan man vælge m man istedet ønsker at starte forfra på det nivaue der er opnået. Der betyder at de ikke skal kæmpe med den enorme skuffelse det kan være at man kæmper sig vej og så mister alt. Her kan de øve sig på udforringerne uden at der er begrænsninger på antallet af forsøg.

De traditionelle regler om at man har 3 forsøg, at det er vigtigt at opøve færdigheder i at bemestre spillet på tid, er egentlig stadig gældende, men man kan vælge at tilsidesætte dem.

Dinospillet
Det foretrukne spil ha længe været Dinospillet. Kampen for at overvinde spillet har været indædt og fuld af angst. Det er et traditionelt arkadespil, hvor en bil skal forcere en bane, samle energi-kapsler og kapsler med nye våben op undervejs, samtidig med at der skal skydes på de angribende dinosaurer.

På den tredje bane møder de for første gang den store dinosaurus. Det var umuligt at slukke spillet før kæmpen var besejret. I flere timer,- og det er nærmest uendelig for en 4-årig- brugte drengene på at spille den samme bane om og om igen. Igen og igen blev de lammet af skræk når de stødte på den store dino... Igen og igen startede de banen igen, brugte uendelig lang tid på at gennemsøge hver en afkrog af banen, indsamle alle kapsler, men mest af alt for at samle mod. Omsider fandt de ud af at den eneste måde de kunne vinde over bæstet på, var ved at opruste og så gå i kødet på den. Og angsten var reel, når kæmpedinoen dukkede op på skærmen, er det meget rart at mor,- eller far kikkede med. Ikke at de får lov at spille uden opsyn.

Da de så oplevede at knække dette monster, var det den største sejr for dem. Jeg mener virkelig den største sejr der blev fejret med sang og dans.

Samarbejde mellem børnene
Drengene er tvillinger og har i forhold til Dinospillet fordelt rollerne sådan, at den ene skyder og den anden styrer. De har helt og aldeles specialiseret sig. Samtidigt er det muligt for dem at spille spillet uden den anden, men slet slet ikke på samme nivaue. Det er også forsøgt at spille sammen med andre, men det er kun, når de spiller sammen, at de kan komme hele vejen igennem spillet. De er ganske simpelt et team.

Hvad kan man egentlig lære af at spille onlinespil?

Ledererfaringer
En virksomhed skifter leder, en leder begår fejl, en leder erkender sine
fejl og lærer, en leder opnår respekt.

Denne leder er 16 år og klanleder i et onlinespil

Det betyder noget for spillerne at opnå respekt. Spillets største hæder er ”ære”. Som denne nye klanleder, med alt for mange opgaver, der lod sin klan angribe en allieret klan. Resultatet blev at spillet var ødelagt for begge klaner resten af runden, altså for ca. 40-50 spillere i en periode på 3 uger. Det er ikke som et arkadespil, hvor der er et endeligt mål, hvorefter spillet er spillet til ende. Derimod spilles om ære.

Han blev hånet for sin fejl, folk meldte sig ud af klanen og til sidst var der kun ganske få, men tro venner tilbage. I spillets univers var det en utrolig skamfuld proces. At slette sin rolle og oprette en ny, ville løse problemet, og spilleren kunne fortsætte i en ny rolle. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke bare lod sin figur nedlægge, og han lod mig vide at det var det dummeste han nogensinde havde hørt: Det er ikke ærefuldt!

På sigt vandt han stor hæder og blev utrolig respekteret i spillets univers. Ikke fordi han begik en fejl, men fordi han tog imod de knubs der var konsekvensen af hans fejl. Se DET var ærefuldt. Eksemplet er fra det danske onlinespil Heroes.

De erfaringer han har gjort sig i spillets univers, kunne han godt have gjort sig i den virkelige verden. Men her havde han hele tiden mulighed for at distancere sig, træde væk fra skærmen, lige som han hele tiden kunne vælge at stoppe legen ved at slette sin rolle. Det er ikke en sikkerhed han har IRL. I en virksomhed ville det have været en dyr lektie at lære.

Se DET kan man lære af at spille onlinespil

Habbo-hotel savner mig

Markedsføring er mange ting... Her er et eksempel på hvordan Habbo-hotel minder mig om, at jeg har en profil, hvis nu jeg skulle have glemt det...

De virtuelle rum

Vi bevæger os rundt mellem dem og omtaler dem som steder vi har været på besøg,- de virtuelle rum. "Ude på nettet" eller "inde på Zettes blog" bliver nullerne og et-tallene nærmest helt stoflige i den italesatte konkretisering der liggert i, at vi gennem webdsiderne går på besøg.

I spil diverse spil-univers er det en selvfølgelige funktion, at der er kort der giver et grafisk overblik. Med de online communities hvor man mingler sig vej rundt er der her et grafisk overblik:


Map of the Internet:

Fundet ovre hos: XKCD A webcomic of romance,sarcasm, math, and language. Afgjort et sted der er værd at besøge ;-)

Sikkerhed på internettet

Medierådets konference ”Børnebeskyttelse ved en skillevej – børn og medier i netværkssamfundet”, løber af staben mandag. Jeg ser frem til at deltage og har derfor brugt en hellig lørdag aften på at surfe lidt rundt på må og få, bare for at forberede mig lidt. Faldt i den forbindelse over Medierådets TV-spot til Sikker Internetdag:

Er Klaus hjemme?

En dræberrobot, rocker- typer med militærstøvler og flotte storbarmede damer med fjer. Det er nogle af de karakterer Klaus' mor inviterer inden for i dette TV-spot om børns sikkerhed på nettet. Se videoen her

Egentlig bryder jeg mig ikke om at male fanden på væggen i forhold til børns mediebrug, men det her rammer alligevel ned i en kæphest: Der er gode grunde til at tænke sig om et par gange før man køber TV og PC til børneværelserne. Hvorfor skal børn sidde alene og se TV. Familien behøver måske ikke direkte kikke med over skulderen på PC-skærmen , men forældre bør vise interesse for hvem og hvad der bliver "inviteret" indenfor. Medier hører til i familiens fællesrum.

Købt empati.

For nogle år siden, mens jeg stadig havde arbejde som lærer i den virkelige verden, overhørte jeg tilfældigt nogle teenagepigers formaninger til en klassekammerat. Han var kæreste med en pige fra en anden skole og havde planer om at gøre det forbi. Hun gik til dans med pigerne fra hans klasse og derfor var de nu sendt ud for at høre hvorfor han ikke ringede. En klassiker...

Men diskutionen gik på hvordan man slår op. Hvad gør man når man ved at der er nogle der har følelser i klemme. Pigerne var 13-14 år gamle og instruerede den stakkels lille mand på fornemmeste vis. SMS var udelukket. Han sukkede i smug, for det havde helt klart været inde i overvejelserne. Et brev kunne være ok, men han skulle selv overbringe det, for det skulle kun bruges til at trøste,- ikke til at slippe udenom.

Han mandede sig op, lovede at se pigen i øjnene og være god ved hende...

Jeg var rørt, det var nogle gode børn, og efter min mening nogle fantastiske kammerater. Tænk om alle på den måde kunne blive vejledt af klassekammerater i at slå op.

Men nej, nu kan man sørme købe sig fra det. Malene Larsen har skrevet om det på sin blog. En service, hvor man køber et slå op brev, eller lignende:

- UNDSKYLD ... TÆNK på hvor meget der kunne være ændret, hvis man bare kunne sige undskyld? Det er aldrig for sent - og hvis du lader SPEAK4YOU.dk gøre det for dig på en god måde, så kan det let bidrage til fornyet kommunikation
imellem jer.
- DET ER SLUT ...Det er aldrig rart at slå op, hvis man ikke lige er enige om det. Lad SPEAK4YOU.dk gøre det for dig - så det forstås, men på en måde, du kan være bekendt, så I begge kan komme videre med jeres liv.

Det der nager mig ved den slags tjenester er, at der argumenteres så overbevisende. Nærmest som om det er i orden at købe sig fra det. Men hvor er etikken i at betale sig fra det nære, det svære, det der er en konsekvens af at man har ladet sig involvere i hinanden. Og hvem har lyst til at forelske sig i et købt kærestebrev???

På nettet handler det om at være med gennem at konstruere en profil, at sætte sig selv i scene, men også i at vise hvem man er,- eller gerne vil være. Det er på en måde en simulering. Der er distance indbygget og man kan slette sin profil/eksistens, hvis den udløser en uønsket respons. Bare det ikke bliver lidt for nemt at slippe udenom.

Oven i købet er der i Tyskland en lignende service, hvor en slå-op-konsulent personligt tager ud og overleverer beskeden.

Og se det gør jo hele forskellen, eller hvad?

Humor - eller mangel på samme

Egentlig går jeg jo rundt og synes at jeg klart er ENORM sjov... Meeeen jeg bliver alligevel rimelig irriteret over flere gange i løbet af dagen at støde ind i den fantastiske idé at virksomheder nu vil teste ansøgere for humoristisk sans.

"Humor er som regel udtryk for et overskud, som vil smitte af på kolleger og andre midt i stramme deadlines og krævende opgaver. Hvis testen viser, at en jobansøger har mindre humor, så kan vi godt finde på at spørge ind til, hvad der ligger bag, forklarer HR-konsulent"

Hmmm, sjovt nok synes jeg mere det lyder som om nogen tror at humor generer overskud.Hvis der ikke er overskud til at have det sjovt, kan jeg ikke helt forestille mig noget mere irriterende end en "sjov" kollega!!

Godt jeg er offentligt ansat, så kan jeg gå rundt og være et surt løg i fred, - uden sådan umiddelbart at skulle testes.

Gear til lir til din blog

Gennem et stykke tid har jeg samlet de mere eller mindre skøre gadgets/widgets, jeg er støt på til at peppe bloggen op. De fleste er sjove, men ganske unyttige. Alligevel har jeg en svaghed for dem, ja nærmest sådan lidt ligesom med gåder. Kan altså dårlig tåle at se dem uden liiiige at skulle teste om de virker og hvordan de virker. Her er nogle af dem jeg har brugt eller gemt

Lad mig se din bogreol og jeg skal sige hvem du er...



Med denne widget kan du stolt fremvise din bogreol. Det kræver bare at du bruger en rum tid på at udvælge dine bøger. Det orkede jeg så ikke, men tro mig, jeg HAR altså mere end 5 bøger i reolen ;-) (ikke mange flere men dog lidt fler'.....måske)


Få video på bloggen med Youtube.com eller som her Livevideo.



Få chat på bloggen


Sæt din blog på kortet
Se hvor folk der besøger din blog kommer fra.


Sæt kort på din blog
Find din egen blog på kortet og se hvem af dine naboer der blogger

Eller måske et banner

www.flickr.com

Bookmark
Ja og så er der selvfølgelig diverse "Add-ting". Den her samler de fleste

Mon ikke der er nogle der har samlet den her slags lir i en portalting? Nogen der kender webadressen? Eller måske har fundet noget specielt? Jeg nærmest samler. Ja for det er da ikke spor nørdet ;-)

Blogtjek 2007

Undersøgelse af bloglæsere i Danmark
Den typiske bloglæser i Danmark er 34 år gammel, kvinde og bosiddende i København.
Hun læser 2-5 forskellige blogs og foretrækker at de handler om noget personligt. Til
dagligt beskæftiger hun sig med IT og/eller kommunikation og hun har en længevarende
uddannelse. Det er nogle af konklusionerne i blog-læser-undersøgelsen Blogtjek, der blev
gennemført som frivilligt projekt i marts måned 2007. Ikke mindre end 440 blogs deltog i
undersøgelsen og over 3.500 bloglæsere tog sig tid til at besvare undersøgelsens syv
spørgsmål.


Godt jeg ikke bor i København. Det er SÅ irriterende at blive fanget liiige på kornet.

Second life - der mangler noget!

Jeg tog en tur til Korsbæk. Havde ambitioner om at tjekke ud og måske senere invitere veninderne på en kop kaffe med brød på Postgaarden. Ja, jeg havde måske forestillet mig, at vi skulle have en lille sherry dertil. Og jeg ville måske købe mig en ny hat i dagens anledning.

Nu vel, først skulle jeg liiige rekognisere. Mine venner er ikke alle de store nørder, så jeg ville lige tjekke ud, måske bestille bord, ja være lidt forberedt.

Det gik rigtig fint ned ad hovedgaden med de fine små butikker. Fandt da også Tøjhuset og for enden af vejen Banken. Tog lige et hvil i Tante Møghes rullestol og fik en sludder med en anden turist. Slog et ekstra sving rundt om Grisehandlerens vogn, men så var det at det gik galt for mig. Jeg fandt tilbage til jernbanen og tog også en runde i fugleperspektiv, men.... ingen Postgaard!

Fandt ganske vist en café, men det er da ikke det samme. (fortjener ikke mere omtale end dette)

Endnu engang er der KUN tænkt på ting. Kold arkitektur og ting! Hvis der skal være liv i og omkring de bygninger arkitekterne får kreeret må der, også igennem arkitekturen ligges op til at der kan opstå en kultur. At handle/shoppe er handling, at bygge er handling, men at besøge Korsbæk er kun handling ganske kort. Hurtigt bliver det eneste der er tilbage et stort ...OG?

Flotte glatte bygninger ser flotte ud på tegnebrættet, både i first life og second life, men der skal tænkes i handlinger, i interaktion. Tror jeg vil slå mig ned som eventmager eller handlings-rådgiver i SL. Hvem der bare havde tid. Jeg kan da også godt komme i tanke om et par episoder fra Matador jeg gerne vil se geninspillet i tja en musical? Eller måske i Second Life?

Men ville du ikke finde det hyggeligt at vi satte hinanden stævne på Postgaarden til et stykke mad eller to?