Damn, hvor er jeg gammel!

Først var det smileyen der havde fødselsdag og nu er det så commodore 64'eren...

Men jeg blev ramt af nostalgi over sidstnævnte,- 25 år med commodore 64. Som den eneste pige med hang til spil, fik jeg som 12-årig lokket en commodore 64'er ud af min far. Det lykkedes kun ved at snige et enkelt pigenavn ind i rækken af alle de andre der havde en: Dennis, Nicolai, Niels Christian, Bendix, Rikke, Carsten, og Claus C.


Jeg kan stadig huske præcis, hvem af mine skolekammerater, der havde hvilke spil. Hvem der var gavmilde byttere og hvem der holdt fast på sine guldkorn og ikke ville lade os andre kopiere. Hvem der havde en Commodore 128 med diskettestation og så ham den eneste jeg nogensinde har hørt om, der oven i købet fik en printer!. For mit indre øre kan jeg stadig genskabe den karakteristiske lyd af diskettebåndene med spil, der blev afspillet i en almindelig båndoptager. Hvis jeg lukker øjnene og lader være med at tænke vil jeg tro at diverse genvejstastninger stadig kan springe ud på mit tastatur. Og mon der er nogen der præcis kan huske dem? Det var nemlig ikke helt tilfældigt at printpladerne endte med at knække lige under H-tasten- eller var det K?


Nå, men selv om Commodoren i princippet kunne bruges som tekstbehandling, slog det aldrig rigtigt igennem. Selv om det lykkedes at programmere et terningespil med en random-funktion og få en bold til at hoppe over skærmen, blev det for mig spillemaskine.

Til gengæld fik jeg i gymnasiet en Canon S90. Det var stort! En skrivemaskine med hukommelse. Den havde et lommeregnerdisplay der betød at jeg kunne se en halvsætning ad gangen, at jeg kunne opsætte en side i hovedet, med både skemaer, spalter mv som jeg først kunne se når jeg kom hjem og skrev siden ud på papir. Tænk sådan blev mine noter til i gymnasiet. Skrevet i noget nær blinde ... på flere måder i blinde.


Idag har mine børn et joystick der indeholder en stor del af de spil der hører til commodoren. Jeg gav 50 kr for det!

Idag er der mere hukommelse og større display på det legetøj til 100 kr, som mine børn kalder for børnecomputeren.... Hmmm, hvor må jeg være gammel!

ØØØØJJJJJJJJ

Jeg har bestilt en gigantisk masse adobe-programmer.... Dreamweawer, Photoshop, Flash, InDesign mfl... Det er VILDT!

Og nej jeg er ikke millionær, men fandt ud af at der er særdeles fordelagtige studiepriser. Nu satser jeg på at min dokumentation går igennem, men hvorfor skulle den ikke det!

Jeg lover at bloggen skal have en makeover når pakken er installeret ;-)

Mens jeg venter, kan jeg jo passende få tiden til at gå med at skrive mit første reflektionpapir til studiet. Noget med at diskuterer risikoen ved kun at studere ”prototypiske børn” i de sædvanlige institutionelle kontekster. Og jeg er IKKE kommet rigtigt fra start endnu!

Min lærer siger altid...

Idag har jeg været med til at lave en workshop for en flok børn på 6-8. klassetrin. Vi var redaktionen og skulle dække aktiviterne i en række andre workshops. På redaktionen var der computere, diktafoner og digitalkamera tilrådighed. Da der kun var et enkelt kamera og 2 diktafoner spurgte vi til deres mobiltelefoner. De havde selvfølgelig alle en telefon,- og kun en enkel havde glemt at tage den med. Der blev grinet lidt da vi aftalte at de gerne måtte have dem tændt og hjertens gerne måtte bruge dem.

Det var nogle yderst flittige elever der hele dagen arbejdede fuldstændig koncentreret. Og så var det, at jeg måtte undres. Der var notesblokke på bordet og eleverne startede med at skrive deres artikel i hånden. Ikke en af den startede uopfordret med at sætte sig til de tændte computere. Som de sad der og skrev, spurgte jeg hvorfor, hvortil de svarede: Vores lærer siger vi altid skal starte på papir først. Punktum, basta, regel!

Var det nu kun en enkelt elev, der kendte denne regel, så kunne jeg forstå det, men de var flere. Var det nu allesammen elever fra den samme klasse, - ja eller bare den samme skole, men de kom fra forskellige skoler.
Var det så kun en regel om at lave en disposition kunne jeg forstå det, men det var den færdige artikel som de bagefter skrev af på computeren. Computeren blev jo reduceret til en skrivemaskine. Ingen af eleverne kunne begrunde hvorfor de ikke må starte med at gå til computeren. Det er bestemt ikke fordi de ikke bemestre at bruge computeren, og spørgsmålet er om de ville gøre det samme, hvis det havde været uden for skoletid?


Mon det er i samme kategori som reglen om at man om foråret, først må gå med bare tæer, når man har set en hvid sommerfugl?

Måske er folkeskolen alligevel ikke så forskellig fra det jeg for 8-9 år siden forlod, da jeg stoppede som folkeskolelærer?

OBS: Jeg samler på den slags uforklarlige regler og husråd, så skrev endelig hvis du kender nogle...